
Krokus - alt om dyrkning og pasning af krokus
Krokus, crocus, sælges som blomsterløg, men er oprindeligt en staude.
Der findes mere end 30 krokusarter, der alle bliver omkring 10-20 cm høje. Farverne kan variere mellem lilla, blå. gule og hvide nuancer
De fleste forbinder Krokus med foråret, men der findes faktisk også efterårsblomstrende varianter, som sætter blomster fra september til november.
Udover at være utroligt fin, er Krokus også meget nøjsom og let at dyrke i haven - den kan tilmed trives i både bede og krukker uden de store pasningskrav.
I denne artikel kan du læse meget mere om dyrkning og pasning af Krokus, herunder lægning af krokusløg, pasning, og deling af Krokus.
Placering af Krokus
Krokus trives bedst i sol eller let halvskygge. Blomsterne åbner sig kun, når solen skinner på dem, så jo mere lys de får i det tidlige forår, jo mere får du ud af dem. Under løvfældende træer og buske går det fint, fordi træerne endnu ikke har blade, når krokus blomstrer.
Krokus stiller ellers ikke mange krav til placeringen, og kan både sættes i bede, krukker og plæner.
De mindre hårdføre arter er gode at sætte i krukker, da de nemt kan graves op og tages ind når den værste kulde rammer.
De hårdføre arter er meget velegnede til at sætte i græsplænen, da de ikke forstyrrer græsset og de afblomstrer netop som det bliver tid til at slå græs i foråret.
Sådan lægger du krokusløg
Krokusløg er meget følsomme overfor udtørring og skal i jorden hurtigst muligt efter køb.
De forårsblomstrende sorter skal i jorden efteråret fra september til november, mens de efterårsblomstrende varianter skal i jorden om sommeren fra juli-august. Jo tidligere løgene lægges, jo bedre vil de kunne nå at etablere sig i jorden.
Krokus lagt om efteråret blomstrer allerede det første forår, og derefter kommer de igen år efter år.
Trin for trin guide til at lægge krokusløg:
- Grav et plantehul der er så dybt at løgets spids kommer ca. 10 cm under jorden
- Læg løget i hullet med spidsen opad
- Fyld op med jord og vand efterfølgende
- Tryk jorden fast
Krokus gør det særdeles godt i grupper så læg dem gerne i grupper med mindst 10 løg. Husk en afstand på ca. 5 cm mellem hvert løg, så det har plads til at vokse.
Hvis du gerne vil fremskynde blomstringen på dine krokus, kan du dække jorden omkring løgene med et godt lag granris eller lignende. Det holder sne og den værste frost væk og giver løgene lidt varme, så de kan spire. Krokus spirer helt ned til 5 grader.
De forårsblomstrende varianter blomstrer mellem januar og april afhængigt af sort. De efterårsblomstrende krokus blomstrer fra september -november.
Pasning af krokus
Som tidligere beskrevet er krokus meget nøjsomme og kræver ikke meget pasning.
Krokus trives bedst i almindelig veldrænet havejord. Selvom krokusløg ikke må tørre ud, er de også følsomme overfor fugt og tåler ikke at stå i meget tung og våd jord.
Hvis din havejord er tung og leret, er det en god idé at blande den op med lidt sand for at sikre godt dræn.
Det er ikke nødvendigt at gøde krokus, men hvis du gerne vil forkæle dem, kan du tilføre jorden lidt kompost ved lægning.
Hvis du lægger krokus i græsplænen eller tæt sammen med andre blomster, som den skal dele næringen i jorden med, kan du eventuelt tilføre noget NPK-gødning.
Det er godt at rive jorden omkring krokus kort inden blomstringen, da det hjælper spirerne til at bryde gennem jorden.
Deling af krokus
Krokus formerer sig både ved sideløg og frø. Den spreder sig lystigt i haven og behøver ingen hjælp til at danne smukke blomstertæpper.. Det er dog en god idé at dele dem en gang imellem, så de ikke kommer til at stå for tæt.
Det gøres meget simpelt ved at graves hele løgklumpen op og tage sideløgene af. Herefter kan både sideløg og ‘gamle’ løg lægges igen.
Frøene kan indsamles fra frøkapslen, der kommer til syne lige ved jordoverfladen efter afblomstring. Det tager dog meget længere tid at få krokus fra frø.
Hvornår blomstrer krokus?
De forårsblomstrende krokus blomstrer fra februar til april, afhængigt af art og vejr. De botaniske krokus, fx Crocus tommasinianus og Crocus chrysanthus, er de første og kan stå i blomst allerede i februar. De storblomstrede krokus (Crocus vernus) kommer et par uger senere. Høstkrokus, herunder safrankrokus, blomstrer i september og oktober.
Krokusløg: det skal du kigge efter
Det, vi kalder krokusløg, er botanisk set knolde. Vælg faste, tunge knolde uden bløde pletter eller skimmel. Størrelsen angives som omkredsen i centimeter, og en større knold giver flere blomster. Krokusløg tørrer hurtigt ud, så læg dem i jorden kort tid efter, du har fået dem.
Plant krokus i grupper på mindst 10-20 stk. Spredt enkeltvis forsvinder de i bedet, mens en tæt gruppe lyser op allerede fra lang afstand. Vil du have krokus i græsplænen, så læg dem i store, uregelmæssige flader, og vent med at slå græsset, til bladene er visnet.
FAQ
Hvornår skal man plante krokus?
De forårsblomstrende varianter skal plantes i efteråret fra september-november mens de efterårsblomstrende krokus skal lægges i jorden som sommeren i juli-august.
Kan man plante krokus i marts?
Det mest optimale tidspunkt at lægge krokusløg er i efteråret eller i sensommeren afhængigt af variant.
Kan krokus tåle frost?
Ja, de fleste krokus er vinterhårdføre og tåler frost. Der findes dog mindre hårdføre sorter, som skal opbevares frostfrit.
Kan man flytte krokus?
Ja, man kan godt flytte krokus. Ligesom hvis du skulle dele krokus, graves hele løgklumpen op, og lægges et nyt sted i haven.
Hvilken krokus giver safran?
Crocus Sativus - Safran krokus er smukke lilla blomster med lange orange støvdragere. Støvdragerne er safran, som tørres og bruges i madlavning. Det er en efterårsblomstrende sort.
Kan man så krokus fra frø?
Ja, men det tager typisk tre til fire år, fra frøet spirer, til planten blomstrer. Derfor plantes krokus næsten altid som knolde. Står de et sted, hvor de får lov at sætte frø, spreder de sig dog selv med tiden.
Hvordan får man krokus til at komme igen?
Lad bladene visne helt ned, før du klipper dem eller slår græsset. Det tager omkring seks uger efter blomstringen, og i den tid samler knolden kræfter til næste år. Står krokus i en krukke, skal de have jord, der ikke bliver ved med at være våd hen over sommeren.

Velkommen hos Blomsterverden
I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver.
Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.
Bliv inspireret
Se alle
Ærenpris: guide til veronica i bedet

