Scilla & Snepryd

Scilla & Snepryd

Snepryd 'Violet Beauty'
Spar 50%

Snepryd

Violet Beauty

Fra 0,86 kr

Viser 1 ud af 1

Scilla (skilla) og Snepryd er nemme små løgvækster med stjerneformede blomster i hovedsageligt blå toner, men også lyserøde, lilla og hvide

De er begge meget nemme, breder sig velvilligt og giver et smukt farveflor i det tidlige forår under træer, i græsplænen, i bede og i potter.

Scilla og Snepryd trives de fleste steder og gerne sammen. Skilla fås endda også som efterårsblomstrende. Så dæk din have med et farvet tæppe af blomster til at markere sæsonernes skiften.

Kendetegn

Scilla er et græsk ord for “strandløg”, men her skal ordet dog ikke følges med voksested. Det er et blomsterløg som trods sin nøjsomhed, dog dårligt tåler tør jord.

På dansk kaldes den også skilla eller “stjernehyacint”, hvilket derimod passer godt, da de klokkeformede blomster ligner små stjerner set nedefra og de tilhører hyacintfamilien. 

Der findes både forårs- og efterårsblomstrende scilla og blomsterne er oftest blå, lilla, hvide og sjældnere rosa.

De har oftest store løg, en slank stængel med linjeformede blade og for enden enten en enkelt blomst eller mange langs stænglen. De bliver mellem 10 og 30 cm høje.

Der findes omkring 90 arter af scilla, alle med hængende klokkeblomster og hjemmehørende i de temperede zoner i Europa, Asien og Afrika.

Snepryd, Chionodoxa, er sammensat af det græske chion: sne og doxa: berømmelse. Snepryd kommer fra den del af Lilleasiens bjerge, der er snedækkede om vinteren og derfor “pryder sneen” ved forårets komme.

Scilla og Snepryd er nært beslægtede, men Snepryds små stjerneformede blomster sidder i små, løse klaser og vender opad. Bladene er brede og begynder straks at visne efter afblomstringen. Snepryd har kun 4 arter i slægten, men der findes dog en hybrid af Scilla og Snepryd.

Hvornår blomstrer de?

De forårsblomstrende Scilla og Snepryd åbner deres små stjerneformede blomster fra marts - juni måned. 

De efterårsblomstrende Scilla blomstrer fra august - september måned alt efter sorten.

Hvornår udplantes de?

Scilla og Snepryd, der blomstrer om foråret, skal i jorden i efteråret (september - december) og efterårsblomstrende Scilla skal i jorden om foråret (marts - maj).

Placering

Begge løgplanter trives stort set de fleste steder så længe jorden ikke udtørrer. Den kan tåle både fuld sol og skygge, men trives bedst i halvskygge. Derfor kan man placere Scilla og Snepryd steder i haven, hvor andre planter finder det udfordrende, som fx. under træer og buske og i græsplænen.

De er meget smukke, når de får lov at vokse naturligt i haven, som store floder af blomster, man kan være heldig at se i skove. Så smid en håndfuld og plant dem, hvor de lander for et naturligt look.

De kan også dyrkes i krukker. Placér gerne dem også i halvskygge. 

Hvordan udplantes de?

At plante de små blomsterløg er nemt.

  • Grav et hul i en dybde af 3 gange løgets højde - optimalt er spidsen 2,5 cm under jorden.
  • Fyld evt. dræn i bunden af krukke eller hul.
  • Læg løget i med spidsen opad.
  • Sæt dem enten i klynger med 10 cm afstand mellem løgene eller kast en håndfuld og grav dem ned, hvor de lander for et naturligt look.
  • Fyld op med jord, som der trykkes fast omkring løgene.
  • Vand.

Dyrk Scilla og Snepryd i krukker

Plantes løgene i potter, kan de plantes tæt for et tæt og hurtigt blomsterflor. De kan også dyrkes som toplag i en “blomsterlasagne” med større blomsterløg i bunden som fx tulipaner.

Pasning

Placeres løgene korrekt, behøves ingen pasning hverken med vand eller gødning.

Til gengæld kan det blive nødvendigt med tiden at dele planterne, når de formerer sig og efterhånden kommer til at stå for tæt. 

Når planten er afblomstret og jorden stadig er varm, som regel i sensommeren - tidligt efterår er et optimalt tidspunkt at dele klumpen.

Grav den op, del klumpen i små planter og plant dem igen. Vand efterfølgende og nyd endnu flere blomster næste år.

Formering

Scilla og Snepryd formerer sig velvilligt både ved sideløg og frø. 

Det nemmeste er at lade dem selv stå for formeringen og dele klumperne som med vintergækker eller flytte små planter fra frø.

Planter fra sideløg blomstrer hurtigere end frøplanter.

I buketter

De små fine blomster i buketter holder længst ved at skære stilken på skrå, udskifte vandet hver dag og lave et frisk snit i stilkene hver anden dag.

Til drivning

Scilla og Snepryd kan også drives, som andre forårsblomstrende blomsterløg, ved at plante løgene i krukker om efteråret og tage dem ind ved forårstide (februar-marts), når du er klar til en hilsen fra de små stjerneformede blomster.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få besked når det er tid til at forudbestille, gode tilbud og få gode tips og tricks