Dyrkning af ranunkler - Guide til flotte ranunkler i haven
De smukke ranunkler er ikke den letteste blomst at dyrke, men den er alt besværet værd, for når du har succes med den, bliver du belønnet med de flotteste farvestrålende blomster.
Knoldene kan dyrkes både i bede og krukker, og så er blomsten perfekt til skærehaven.
I følgende artikel kan du læse alt hvad du skal vide om at dyrke ranunkler. Herunder forspiring, jordforhold, udplantning, vanding og pasning.
Forspring af ranunkler
Ranunkler kan forspires i oktober/november eller midten af marts for at blomstre tidligt. Knoldene er cirka 3 måneder om at komme i blomst, så ved forspiring i marts, kommer blomsterne i starten af juni. Ved forspiring i det sene efteråret kan blomstringen komme allerede i april, men husk, at ranunkler ikke kan tåle frost, så de skal stå lunt sted.
Ranunkler er altså den perfekte blomst mellem forårsblomster (tulipaner osv.) og sommerblomsterne.
Forspiring foregår indendørs, helst ved lige under stuetemperatur – så husets køligste rum er at foretrække eller et værksted. I marts kan drivhuset også gå an.
Trin for trin guide til forspiring af ranunkler
- Læg de små knolde i blød i ca. 3 timer (gerne i lunt vand). For lang tid kan opløse knoldene, så hold øje med dem. Skift gerne vandet et par gange for at sikre at der er iltning i vandet eller rør lidt rundt i det en gang i mellem.
- Sæt de udblødte knolde med ‘fingrene’ nedad i såbakker med så- og priklemuld. Evt. blandet med lidt sand for ekstra dræn. Dæk dem med mere jord. Det er meget vigtigt at der er drænhuller i såbakken, da ranunkler ikke tåler for meget vand. Vent med at vande knoldene til de er spiret.
- Når de første spirer kommer kan såbakken flyttes til et uopvarmet drivhus eller en mistbænk. Dæk gerne med en fiberdug, så du er sikker på at de ikke får meget frost.
Sådan ser ranunkler ud efter de har ligget i blød. Man kan tydeligt se en forskel; både farven er bedre og de små 'gulerødder' er blevet en smule større og faste.
Udplantning af ranunkler
Hvis du har forspiret dine ranunkler, vil planterne typisk være store nok til at blive plantet ud omkring slutningen af april.
Ranunkler elsker varme, så giv dem en solrig placering i haven.
Du kan dyrke dem både i krukker og bede.
Trin for trin guide til udplantning af ranunkler
- Læg knoldene i blød i 3-4 timer til de svulmer op. Skift gerne vandet undervejs.
- Du kan også plante knoldene uden iblødsætning men spiringen vil tage længere tid
- Grav et hul der er ca. 3 gange så dybt som knoldens længde
- Læg knolden med ‘fingrene’ ned ad
- Sæt gerne knoldene i grupper med 5 cm mellem dem
- Fyldt hullet op med jord og tryk den let sammen
- Hvis du har udblødt knoldene, er det ikke nødvendigt at vande efter plantningen. Ellers vandes jorden forsigtigt. Fyld evt mere jord på, hvis den synker ned ved vanding.
- Husk at dække plantestedet med fiberdug indtil foråret kommer - ca. marts
Ranunkler skal plantes i en næringsrig, fugtig, porøs og veldrænet jord. Knoldene har et stort behov for vand, men de må aldrig stå i decideret våd jord, da de rådner let. Det er derfor meget vigtigt at sørge for at jorden er veldrænet. Hvis din havejord har tendens til at blive tung og våd, kan du med fordel blande lidt sand i for at løsne den.
Vanding af ranunklerRanunkler er meget vandkrævende, men de er samtidig meget sarte i forhold til at få for meget vand. En af de hyppigste årsager til at mislykkes med ranunkler er, at de får for meget vand.
Derfor skal de vandes meget forsigtigt og ofte er det ikke nødvendigt at vande dem, før spiringen er godt i gang.
Når det bliver varmere i april og maj, skal de vandes ofte, men husk altid at tjekke jorden omkring dem. Den skal føles let fugtig, men ikke våd.
Pasning af ranunkler
Når dine ranunkler blomstrer, kræver de ikke anden pasning end regelmæssig vanding og en næringsrig jord.
Brug dem gerne som snitblomst, da de er fantastiske i buketter. Knoldene sætter flere blomster efterhånden som du plukker fra den.
Ranunkler er ikke vinterhårdføre og skal derfor tages ind om vinteren, uanset om du dyrker dem i bede eller krukker. Ligesom Dahlia graves knoldene op når frosten kommer, tørres og opbevares frostfrit til de igen kan lægges i jorden.
Hvis dine ranunkelknolde er store, kan du dele dem, inden du sætter dem i jorden igen.
FAQ
Kan ranunkel overvintre?
Ranunkler kan tåle en smule frost men er ikke som sådan vinterhårdføre. Derfor skal knoldene tages indenfor om vinteren.
Hvornår er ranunkler i sæson?
Ranunkler blomstrer typisk fra maj måned, afhængigt af forspiringstidspunkt, og frem til frosten kommer.
Er ranunkel en staude?
Der findes en stauderanunkel men den blomst de fleste forbinder med en ranunkel er haveranunklen, som ikke er en staude. Stauderanunklen minder meget om det vi kender som en smørblomst men den er hvid fremfor gul.
Hvornår lægger man ranunkel?
Hvis du forspirer ranunkel, kan det gøres i november, december eller februar/marts. Knoldene kan også lægges direkte på voksestedet i marts/april, hvis du er sikker på, at der ikke kommer frost.
Velkommen hos Blomsterverden
I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver.
Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.
Bliv inspireret
Se alleRose sygdomme - Sådan bekæmper du sygdomme i roser
Beskæring af roser - Sådan beskærer du dine roser
Haven i juni - Det kan du i haven i juni