Dahlia i krukker - Din guide til dahliadyrkning i krukker

Dahliaer eller georginer som de kaldes på dansk giver smukke farverige blomster, der pryder haven gennem hele sommeren og efteråret. Dahliaer findes i et væld af sorter og farver og er nemme at passe. 

Hvis du har en mindre have, bor i lejlighed med altan eller blot ønsker at sprede dine georginer mere end i bedet, så kan du sagtens plante dahlia i krukker.

Nogle sorter egner sig bedre til potter end andre og så er selve plantningen også lidt anderledes. Alt dette kan du læse meget mere om i denne artikel.

Dahliasorter velegnet til krukker

Mange dahliatyper er velegnede til krukkedyrkning men særligt de mere buskede typer, der ikke bliver så høje. Nedenfor kan du se 6 udvalgte typer, som egner sig godt til potter.

Franz Kafka
Franz Kafka er en pompon-dahlia med smukke pink blomster. Planten bliver ca. 80 cm høj.

Creme de cassis

Creme de cassis er en smuk dahlia-dekorativ med kronblade i lyserød med bordeaux underside. Den bliver ca. 70 cm høj.

Offshore dream

Offshore dream er en åkandedahlia med sarte lyserøde blomster. Planten bliver ca. 80 cm høj.

Copper boy

Copper Boy er af den populære ball-type og får smukke kobberfarvede gyldne blomster. Planten bliver ca. 80-90 cm høj.

Kelsey sunshine

Kelsey sunshine er en halskravedahlia med de fineste sartgule blomster. Planten bliver ca. 80 cm høj.

Karma Maarten zwaan

Den dekorative Karma Maarten zwaan får store hvide blomster og bliver ca. 70 cm høj.


Forspiring af dahliaer

Hvis du gerne vil have dine dahliaer til at blomstre tidligt i sæsonen, er det en god idé at forspire knoldene omkring marts/april måned. Det er vigtigt at det gøres et frostfrit sted og det tager ca. 5-6 uger.

Læg knoldene i kasser eller potter med en smule jord over - ikke for meget og hold jorden fugtig, men ikke våd.

Du kan også forspire dem i fryseposer med lidt jord, hvor du skaber et drivhuslignende miljø, der får knoldene til at spire.

Når knoldene har fået det første sæt blade, er de klar til at blive plantet i blivende havekrukker, såfremt det er frostfrit. For at sikre at dine georginer kan trives, er det først når jordtemperaturen er over 15 grader, planterne kan sættes ud.

Hvis du forspirer dine dahliaer i drivhus, skal du vente med at lægge knoldene til starten af april og huske at beskytte dem mod frost. 

Vand kun, når du kan se, at jorden er tørret ud og endelig ikke for meget, da du risikerer at knolden rådner. 

Sådan planter du dahliaer i krukker

Plant dine forspirede dahlia i næringsrig jord med dræn i bunden af krukken, så vand kan løbe fra.

Hele knolden skal dækkes med jord, så den skal ca. ned i 10 cm dybde.

Hvis du planter dem i potter med ca. 40 cm i diameter eller derover, kan du sagtens sætte 2- 3 knolde i hver krukke.

Hvis du har forspiret dine knolde, kan du sagtens plante dem direkte i havekrukker omkring maj måned, når risikoen for nattefrost er ovre.

Her skal knolden også lægges i ca. 10 cm dybde med den gamle stilk opad, så den blot er dækket af et par centimeter løs jord.

Dahlia er solelskende planter, så sørg for at placere krukken et solrigt sted, hvor de flotte blomsterhoveder kan pryde haven.

Når dine dahlia blomstrer, er det vigtigt at klippe de visne blomster af, så nye farvestrålende blomster får plads. Jo flere du klipper af, jo flere blomsterknopper giver din plante.

Husk også at give dem stativer eller blomsterpinde, så de smukke blomster har noget at støtte sig op af.

Vanding af dahlia i potter

Dahlia er vandkrævende planter, men det er lige så vigtigt ikke at overvande dem, så knolden rådner. I tørre perioder skal de vandes ofte, 2-3 gange om ugen med masser af vand. Husk at lave dræn og hul i bunden af potten, så overskydende vand nemt kan løbe fra.

Gødning af dahlia

Det er en god idé at gøde dahliaer for at fremme blomstringen. Gød gerne med kompost eller naturgødning uden for meget kvælstof. NPK-gødning kan også bruges.
Gød planterne lige efter spiringen og derefter ca. hver fjerde uge sommeren igennem.

Skadedyr i dahliaer

Snegle elsker dahliaer og potter er ingen hindring for de slibrige væsener i at spise dine fine dahliaplanter. Et godt trick er at sætte kobbertape omkring potten fra starten. Det kan snegle ikke lide at kravle på. Husk at sikre dig at der ikke er snegleæg i jorden du sætter knoldene i. Fjern sneglene hvis du ser dem i haven og uskadeliggør dem.

Bladlusene er også glade for daliaer. Hvis din plante bliver angrebet af bladlus, kan du spraye planten med hjemmelavet insektsæbe.

Opskrift:

  • ½ liter vand
  • 1 spsk brun sæb
  • 1 spsk. husholdningssprit

Kom blandingen i en forstøver og spray det på dahliaen om aftenen.

Gentag flere gange indtil lusene er væk.

Hvis det ikke virker, kan du evt. købe nyttedyr som fx mariehøns, der er bladlusenes naturlige fjender.

Vinteropbevaring af dahlia

Dahliaerne kan ikke tåle frost, så husk at grave knoldene op inden jordtemperaturen rammer frysepunktet. Dette sker som regel i november måned. Når du har gravet knoldene op, skal de renses for jord, skyl dem gerne om nødvendigt. Derefter skal de tørre helt inden de lægges væk for vinteren.

Lad gerne knoldene ligge udenfor et frostfrit sted og tørre. Hvis de er fugtige, når de lægges til vinteropbevaring, kan knoldene rådne.

De tørre knolde kan opbevares i flamingo kasser eller papkasser med en smule jord eller avispapir. Husk at tjekke knoldene gennem vinteren for at sikre at de ikke rådner eller tørrer ud. Hvis det sidste er tilfældet, kan du sprøjte med lidt vand fra en forstøver.

FAQ

Kan dahlia overvintre i krukker?

Dahlia kan godt overvintre i en havekrukke, så længe de opbevares et sted uden frost. Vær dog opmærksom på at jorden ikke må være for fugtig, da knolden vil rådne. Dertil er det bedst at supplere med ny jord i foråret, så planterne får de bedste vækstbetingelser-

Kan georginer trives i krukker?

Ja, georginer kan sagtens trives i krukker. Sørg blot for næringsrig og veldrænet jord, hvis du vil dyrke dahliaer i potter.

Hvad gør man med dahlia om vinteren?

Når vinteren kommer, skal dahliaknolde graves op inden frosten, og opbevares frostfrit til det tidlige forår. Knoldene lægges et køligt og mørkt sted, der hverken er for tørt eller fugtigt.

Er der forskel på dahlia og georginer?

Nej, der er ikke forskel på dahlia og georginer. Dahlia er det botaniske navn, mens Georgine er det danske navn.

Hvor trives dahlia bedst?

Dahlia trives bedst i fuld sol men halvskygge går også an. Du kan plante dahlia når temperaturen i jorden er over 15 grader og risikoen for nattefrost er væk. De trives både i bede, plantekasser og potter, bare sørg for at jorden er veldrænet og har godt med næring i sig.