Dahliatyper - En guide til de forskellige dahliatyper
Dahlia
guides

Dahliatyper - En guide til de forskellige dahliatyper

Frederikk Jensen
Skrevet af Frederikk Jensen - 30-01-2025

Der findes flere tusinde forskellige dahliavarianter, i forskellige størrelser, former og farver. Avlerne udvikler hele tiden nye varianter og hvert år kommer der nye på markedet. Overordnet set inddeles de i typer ud fra deres grundlæggende karakteristika og/eller vækstform. I nedenstående artikel gennemgår vi de mest almindelige dahliatyper, og hvad der kendetegner dem.


Kaktus og semikaktus dahlia

Dahlia af kaktustypen er kendetegnet ved deres lange og spidse kronblade, som minder om spidserne på en kaktus.

Der findes også semikaktusdahlia, hvor kronbladene er en smule rundere i spidserne end de almindelige kaktusdahlia.

Kaktusdahlia fås i et væld af smukke farver og størrelser, og er en meget smuk og spændende type både til bede og buketter.

Eksempler på Kaktusdahlia er:

‘Black Jack’, ‘Jura’, og ‘Preference’.


Dekorative dahlia

Dahlia af dekorativtypen kan se ud på mange forskellige måder og fås i mange størrelser og farver. Fælles for dem alle er deres fyldige, frodige, dobbelte blomsterhoveder, som vækker beundring fra enhver.

Dekorativdahlia kommer både i enkeltfarvede og to-farvede varianter og er ideelle til både bede og flotte blomsterarrangementer, hvor de skaber masser af fylde.

Eksempler på dahlia af dekorativtypen er:


‘Molly Raven’, ‘Daisy Duke’ og ‘Crazy Love’.




Dinnerplate dahlia

Tallerkendahlia er nok den type, der skaber mest wow-effekt i haven. Blomsterhovederne bliver helt op til 30 cm i diameter, og er samtidig meget fyldige. Derfor kan de godt blive en smule tunge og kræve opbinding for ikke at knække stilkene. Af samme årsag er typen ikke så velegnet til buketter. Tallerkendahlia findes i mange forskellige farver og kommer også på tværs af de andre typer. Der findes fx også kaktusdahlia, som karakteriseres som en tallerkenvariant grundet størrelsen på blomsterhovederne. 


Eksempler på tallerkendahlia er:

‘Cafe au lait’, ‘Labyrinth’ og ‘Fleurel’.


Anemone- og halskravedahlia

Anemonedahlia har en ydre ring af kronblade omkring en pollenfyldt midte eller en samling af krøllede kronblade i midten som giver en pudeagtig effekt.


Halskravedahlia kendes ved at have en ring af ydre kronblade samt en ring af mindre kronblade omkring midten af blomsten.

Begge typer er mere enkle i udtrykket med mindre blomster og tyndere stængler, som giver dem et mere markblomstlignende udtryk end de mere kendte dahliatyper.

Eksempler på anemone- og halskravedahlia er:

‘Totally Tangerine’, Mexican Star’ og ‘Princess Nadine’

Ball- og pompomdahlia

Balldahlia er kendt for deres kuglerunde blomsterhoveder med et væld af rundede kronblade, der tilsammen skaber den smukkeste blomsterkugle. De er meget livlige og fås i et utal af flotte farver. Dertil er de meget velegnede til buketter.

Pompomdahlia har de samme kendetegn som ball-typen, de sætter bare meget mindre blomsterhoveder.

Eksempler på ball- og pompomdahlia er:

‘Franz Kafka’, ‘Small World’ og ‘Jowey Winnie’

Enkeltblomstrede dahlia

Enkeltblomstrede dahlia kendes ved at have en enkelt ring af kronblade rundt om en pollenfyldt midte. De er meget elskede af bestøvere som bier og sommerfugle og skaber masser af liv i haven. Ligesom anemone- og halskravedahlia har de tyndere stængler og et meget lettere udtryk end andre dahliatyper.

Eksempler er:

‘Sneezy’, og ‘Happy Single Princess’

Åkandedahlia

Waterlilydahlia kendetegnes ved at have færre kronblade end fx dekorativtypen men stadig flere rækker. Dertil buer kronbladene en smule opad og skaber en åkandelignende effekt. Deraf navnet. 

Eksemper er:

‘Karma Lagoon’, Twiggy’ og ‘Mister Frans’.

Frynsede dahlia

Frynsede dahlia har som navnet antyder kronblade med en eller to frynser i spidsen som skaber et mere fyldigt og let pjusket udtryk både i bedet og i buketter sammen med andre varianter. De frynsede dahlia fås i mange farver og også på tværs af vækstformer.

Eksempler er: 

‘Sakura Fubuki’, La Belle epoque’ og ‘Myama Fubuki’.

Orkidédahlia

Dahlia af orkidétypen er nok de mest særprægede og specielle dahlia. De har en enkelt række kronblade, som ofte er sammenrullede, så det ser ud som om blomsten har færre kronblade, da de ikke dækker den pollenfyldte midte hele vejen rundt. Dertil er de meget farverige.

Eksempler er:

‘Veronnes obsidian’ og ‘Honka’-varianter.’ 

FAQ 

Hvor mange forskellige dahlia findes der?

Der findes mere end 15.000 forskellige dahlia. Der udvikles hele tiden nye varianter hos avlerne og hvert år kommer der nye varianter på markedet.

Hvad er forskellen på dahlia og georginer?

Der er ingen forskel på dahlia og georginer - det er den samme blomst.  De to navne kommer sig af at dahliaslægten er blevet navngivet af en svensk botaniker ved navn Dahl og en tysk botaniker ved navn Georgi.

 

Velkommen hos Blomsterverden

I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver. 

Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.

Vores historie