Beskæring af roser er nødvendigt for at kontrollere væksten og skabe en pænere form. De fleste roser kan sagtens klare sig i flere år uden beskæring, men planten trives allerbedst hvis den beskæres årligt. Beskæringen er med til at give en bedre blomstring og giver også bedre betingelser for at bekæmpe sygdomme og angreb fra skadedyr.
I nedenstående artikel kan du læse alt om beskæring af roser, herunder tidspunkt for beskæring, former for beskæring, samt rosentyper.
Hvornår skal roser beskæres?
Roser skal helst beskæres, mens den endnu er i dvale efter vinteren. Derfor er det bedste tidspunkt for beskæring i den sene vinter eller det meget tidlige forår. Hvis rosen beskæres for tidligt, risikerer man at den får frostskader, mens man ved en sen beskæring kan komme til at fjerne nye skud, og derved får færre blomster.
Svage eller visne grene kan fjernes hele året, ligesom afblomstrede blomsterhoveder bør fjernes løbende på de remonterende roser for at få planten til at sætte nye.
Hvis du har vilde roser bør du ikke fjerne blomsterhovederne, da de så ikke vil danne hyben.
Hvorfor lige den sene vinter?
I en rose i dvale er saftstrømmen ikke kommet i gang, og der er ingen nye skud at miste. Beskærer du på det tidspunkt, mister planten hverken energi eller kommende blomster, og snitfladerne når at tørre, inden væksten går i gang.
Beskærer du midt i vinteren, står de friske snitflader åbne gennem den hårdeste frost, og skuddene omkring dem kan fryse tilbage. Beskærer du sent, når knopperne allerede er brudt, fjerner du de skud, planten netop har brugt sin oplagrede energi på. Det koster blomster hele sommeren.
Forskellige former for beskæring
Der findes forskellige former for beskæring af roser, alt efter behover og hviken type rose der skal beskæres.
- Let beskæring: Her klippes udelukkende vildskud, visne og svage grene, ikke de sunde grene. Denne form for beskæring begrænser altså ikke væksten. (Bør gøres hvert år på busk-, slyng-, park-, og bunddækkende roser.)
- Moderat beskæring: Her beskæres alle grene og skæres ned til ca. halv længde. Husk at justere beskæringen alt efter, hvor høj din rose er. (Dette børe gøres hvert år på buket-, og storblomstrende rosensorter.)
- Hård beskæring: Ved hårdbeskæring beskæres alle grene ned til 10-30 cm over jorden. Det er en god måde at forynge rosen på og få en bedre blomstring næste sæson, selvom det kan virke drastisk at beskære så kraftigt. (Kan foretages hvert år på buket-, og storblomstrende roser.)
- Foryngelsesbeskæring: Her afskæres alle gamle grene for at give plads til at rosen kan sætte nye skud. (Gøres hvert andet år på busk-, slyng-, og parkroser. Hvert fjerde år på bunddækkende rosentyper).
Beskæring af storblomstrende roser
De storblomstrende rosensorter har brug for moderat til hård beskæring for at give en smuk blomstring hver sæson. Beskær altid i forhold til rosens højde, hvor de lavere sorter beskæres til omkring 15 cm og de højere sorter til omkring 25 cm i højden.
Beskæring af buskroser og parkroser
Busk- og parkroser er store og har en vildere busket vækst end fx de storblomstrende roser. Derfor skal de ikke beskæres særlig hårdt, men hellere have plads til deres naturlige vækst.
Derfor skal de kun beskæres let efter behov, hvor svage og visne grene fjernes. Hvert andet år har de også godt af en foryngelsesbeskæring for at give plads til nye skud.
Beskæring af buketroser
Buketroser skal beskæres moderat til hårdt for ikke at forringe blomstringen. Hvert år i det tidlige forår bør de skæres ned til 10-25 cm afhængigt af om sorten er lav eller høj.
Beskæring af klatreroser og slyngroser
Både klatre- og slyngroser har en kraftig vækst og trives derfor bedst med at få lov til at beholde deres naturlige vækst, ligesom busk- og parkroser.
Derfor skal de kun beskæres let og have en foryngelsesbekæring hvert andet år for at fremme sund vækst.
Beskæring af bunddækkende roser
Bunddækkende roser bør kun beskæres let, da de bliver flottest, når de får lov til at brede sig og skabe et flot bunddække. Dog er det en god idé at give dem en kraftigere beskæring ca. hvert fjerde år, hvor rosen skæres ned til ca. halv højde, for at give en bedre blomstring.
Nyplantede roser: kun let beskæring det første år
Det første år efter plantning fjerner du kun døde og svage grene. En nyplantet rose skal først og fremmest lave rødder, og hver gren, der får lov at blive, giver blade, der laver energi til rødderne. Fra andet år følger du beskæringen for din rosetype.
Sæt en pind med sortens navn ved planten. Efter et par somre er det svært at se, om en rose er en buskrose eller en buketrose, og de to typer skal beskæres vidt forskelligt.
Efter beskæringen: tre ting du gør med det samme
- Vand rosen. Beskæring er et indgreb, og planten skal bruge vand for at komme i gang igen.
- Giv rosengødning. Det er efter beskæringen, rosen skal have næring til de nye skud.
- Fjern alt afklip omkring planten. Det er i gamle blade og grene på jorden, at svampesygdomme som stråleplet overvintrer.
Eksempler på roser til hver type beskæring
- Storblomstrende, moderat til hård beskæring: Rose 'Ingrid Bergman' med fyldte, dybt fløjlsrøde blomster på kraftige, oprette stængler.
- Buketrose, moderat til hård beskæring hvert år: Rose 'Nina Weibull'. Med 60-90 cm hører den til de lave sorter og skal ned i den nederste ende af intervallet.
- Buskrose, let beskæring: Rose 'Fru Dagmar Hastrup'. Lad blomsterne sidde, så får du de røde hyben.
- Klatrerose, let beskæring og foryngelse hvert andet år: Rose 'New Dawn', der kan nå 3-5 meter på pergola, mur eller hegn.
- Bunddækkende, næsten ingen beskæring: Rose 'The Fairy', der bliver 60-80 cm høj og breder sig til 80-100 cm.
FAQ
Hvornår er det bedst at beskære roser?
Det er bedst at beskære roser sen vinter eller meget tidligt forår. Hvis det endnu er for koldt risikerer man at planten får frostskader, men hvis man beskærer for sent, kan man komme til at fjerne nogle af de nye skud.
Kan man skære roser ned om efteråret?
Foryngelses- og let beskæring af roser kan foretages året rundt, men moderat til hård beskæring bør ikke gøres i efteråret, da man risikerer at planten får frostskader efterfølgende.
Grunden er, at et hårdt snit sætter rosen i gang med at lave nye skud. De skud når ikke at modne, inden frosten kommer, og de fryser tilbage. Vent i stedet til den sene vinter, hvor rosen ligger stille.