Dyrkning af asparges - Sådan får du lækre hjemmedyrkede asparges!

Asparges, asparagus officinalis, er en gammel kulturplante, man har indsamlet vildt fra Sydeuropa og blot sat ind i køkkenhaven. Romerne dyrkede dem allerede for over 2000 år siden. Asparges er én af de nemmeste og mest værdifulde grøntsager i køkkenhaven. De sættes én gang og giver de næste 15 år en gourmet-grøntsag med en smag, du selv ikke kan få på de fineste restauranter. Smagen af helt nystukkede hvide eller grønne asparges er saftig og sød. Selv børn spiser friske asparges som slik, når de selv kan få lov at plukke dem. Så snart planten skæres begynder sukkerstofferne at blive til stivelse - dvs. den går meget hurtig fra sød, frisk og saftig til kedelig og melet. Dyrk dem selv og svælg i naturens grønne glæder. At dyrke asparges i haven er et must!

Se vores udvalg af asparges her!

aspargesplanter

Hvide og grønne asparges

Der findes flere sorter af asparges, men den mest iøjnefaldende forskel er farven; hvid eller grøn. Planterne er de samme, men forskellen ligger i dyrkningen. Den hvide asparges har ikke fået sol og derfor ikke blevet grøn. Kommercielt dyrkes de hvide asparges i jordvolde, og må under ingen omstændigheder få sol, da de så bliver grønne. 

I egen køkkenhave kan man bare sætte en sort spand eller en smuk keramikklokke til at drive rabarber over halvdelen af bedet, og så har man både grønne og hvide asparges. 

Forskellen mellem hvide asparges og grønne ligger derudover i tilberedningen. Grønne asparges smager sødt som ærter og kan spises uden tilberedning eller med meget lidt. Hvide asparges derimod skal skrælles inden tilberedning. De er mere sprøde end grønne asparges, og kan derfor bruges forskelligt.

Samme flerårige plante kan derfor blive til to slags - asparges kan mere. Man vælger selv.

Sådan laver du et aspargesbed

Asparges er en strandplante, så det kommende bed skal ligne de betingelser så godt som muligt. Dvs. meget veldrænet eller sandet jord med højt kalkindhold, altså en høj ph-værdi. Da asparges er en flerårig plante, der forhåbentlig skal give udbytte de næste 15 år, er det en god idé at gøre bedet så frit som muligt for flerårigt ukrudt.

Når du planter asparges skal det gøres i foråret, så det kan være en fordel at forberede bedet året før. 

Løs og ukrudtsfri jord

Bedet graves godt igennem, hvor alt flerårigt ukrudt fjernes. Er jorden tung som stiv lerjord iblandes jorden sand eller grus. Herefter skal der gødes, enten med komposteret staldgødning eller så en grønafgrøde i juli/august, der slås ned i jorden om foråret. Når først aspargesene er plantet tåler de ikke, at bedet graves igennem for ukrudt. Så en løs jord er at foretrække.

Kalk jorden

Asparges trives bedst, hvis ph-værdien er kalkrig, omkring 7,5. Medmindre haven er på gammel havbund skal man tilføre kalk inden plantning. 

Der kan bruges dolomitkalk, men da det er meget nemt at hæve ph-værdien og meget svært at sænke den igen, kan det være en fordel at få foretaget en jordprøve. Så undgår man overkalkning. Kalkningen skal gentages hvert år.

Asparges i højbed?

Asparges har et kraftigt rodnet med dybtgående rødder, så hvis dit højbed ikke har bund i. kan dine asparges sagtens trives i dine højbed.

Så eller plante asparges i haven?

Asparges tager som en frugtbusk eller -træ nogle år før man kan tage den første høst. Optimalt høstes der første gang, når planten er ca. 3 år. Derfor sælger vi hos Blomsterverden aspargesplanter, der er ca. 2 år gamle, så du kan komme hurtigere til det grønne guld. 

Du kan også godt så asparges som frø, men det tager enormt meget tid, og ender typisk med at være dyrere. 

Sådan vælger du de bedste aspargesplanter

Hos Blomsterverden sælger vi aspargesplanter, og de ligner små brune blæksprutter med tykke rødder. Rødderne må ikke være for tørre, mugne eller for brune og gå derfor efter planter med kraftige rødder, der ligner de stadig har saft og kraft i sig. En sund aspargesplante har hvide og saftige rødder. Aspargesplanter er barrodsplanter, og skal derfor plantes hurtigst muligt efter modtagelse. Når du køber en barrodsplante hos os, får du en guide med, som tydeligt forklarer, hvordan du skal håndtere planten. Det er en god guide til dig, som ikke har håndteret barrodsplanter før. 

Sådan planter du asparges

Små aspargesplanter ligner små blæksprutter med et lille skud kaldet aspargeskronen, der går op, og resten af “armene” er rødder.

Plantning af asparges sker i rækker for nemheds skyld - ca. 0,5 m mellem hver række. Man graver sit aspargesbed med en 10 cm dyb og 30 cm bred rende, hvor der i midten laves en lille vold. Herpå lægger man sin aspargesplante med kronen (det lille opadgående skud) pegende opad og rødderne hængende ned over. Afstanden skal være ca. 25-30 cm mellem hver plante.

Der vandes, jorden lægges på igen og trædes let sammen. Det er vigtigt planterne ikke tørrer ud den første sommer, så giv gerne godt med vand indtil de er vel etablerede.

Pasning af asparges

Når et aspargesbed er anlagt skal planterne hverken mangle vand eller næring. Tilføj gerne godt med kompost først i maj, og efter Sankt Hans kan der gives et godt lag jorddække. Er man så heldig at bo nær kysten kan man hente et godt læs tang, der har ligget på stranden et stykke tid for at få skyllet det meste salt af, og brug det som jorddække. Vand altid i tørre perioder.

Drys også hvert år let med kalk for at opretholde en høj ph-værdi.

Sæson for asparges

Sæsonen for asparges går fra de nye skud dukker frem til Sankt Hans. Herefter skal man stoppe og lade planterne samle kræfter til næste år.

Herefter går hele bedet i højden og planterne vokser til en lille skov af yndige filigrant løv og røde bær med frøene i. Disse kan samles og sås eller lades være. Næste forår kan man forsigtigt grave små aspargesplanter op til videre dyrkning.

At dyrke hvide asparges

Som tidligere nævnt er hvide asparges de samme planter som grønne, men blot ikke udsat for sol. Dvs. de er mere arbejdskrævende. Da de samtidig skal skrælles giver det mest mening at gøre dette når planterne er blevet ældre og derved laver tykkere og større asparges.

Hvide asparges skal hyppes, så de ikke får noget sol. Man kan bruge tunge klokker til at udelukke alt lys, men det mest driftsikre er at begrave dem i jord. Om foråret laver man en jordvold ovenpå sine udvalgte planter. Her er det så et spørgsmål om timing. Så snart man ser et lille skud bryder frem af jorden, stikker man med sit aspargesjern eller en skarp kniv ind i jordvolden og forsøger kun at ramme den ene plante. Derefter kan skatten trækkes op af jorden.

Efter Sankt Hans når sæsonen er slut flades jorden ud igen og jorddækker som resten af bedet.

Skal asparges klippes ned?

I efteråret bliver asparges meget høje planter. Er nogle af dem hunplanter danner de også røde bær, der indeholder frø. Den høje top bruger planterne til at samle næring til roden, så medmindre der kommer angreb af skadedyr som aspargesbiller, skal toppen fjernes. 

Senere på året får de flotte efterårsfarver inden de visner.

I foråret klippes eller skæres den visne top af helt nede ved jorden og komposteres.

Toppene, både i frisk grøn eller i efterårsfarver, er utrolig smukke i blomsterdekorationer.


Sygdomme og skadedyr i asparges

Aspargesrust

Den vigtigste sygdom er aspargesrust, som viser sig som orange pletter på skuddene, og svækker planterne det næste år. Den opstår i perioder med meget fugtighed. Ses det skæres toppene af og brændes. Komposter endelig ikke toppen, da rusten kan spredes.

Aspargesbille

Andre der også elsker asparges er den smukke aspargesbille, der gnaver i hele planten. Ses der om foråret små mørke æg på planterne, skal alt over jorden straks skæres af, så billerne ikke har noget at leve af. Om efteråret skæres planterne helt af ved jordoverfladen og brændes ligeledes. Gød og jorddæk i stedet.

Kan man flytte asparges?

Aspargesplanter har et specielt og enormt rodsystem, der tåler omplantning meget dårligt. Hvis de er under 4 år kan det måske lige lade sig gøre, hvis hele rodklumpen forsigtigt graves op og plantes i samme højde. Det er ikke sikkert de overlever. 

Det er mere sikkert at starte forfra.

Hvornår høster man asparges?

Man kan først begynde at høste asparges efter to år og her kun lidt fra først i maj til først i juni. Fra 4. år kan man høste den næste dekade fra de første asparges dukker op i det tidlige forår til Sankt Hans, hvorefter de skal have lov til at samle næring til næste år. 

Høst asparges, når du vil; er de korte er de mindre, men ikke træede. Bliver de for lange knækkes den træede del væk. Skær helst skuddene af lige under jordoverfladen. Her kan bruges et specielt aspargesjern eller en skarp kniv.

Hovedet skal stadig være lukket. Senere på sæsonen åbner hovedet sig til de smukke juletræsplanter.

Et veletableret bed kan give 300-400g skud pr plante, hvor det største udbytte fås når planterne er 5-10 år gamle.