Perlehyacinter - Alt om dyrkning og pasning af perlehyacinter
Perlehyacinter, Muscari, kaldes også for druehyacint, da de små blomster i klaser ligner små druer eller perler.
De stammer traditionelt set fra middelhavsområder og er mest kendt for den stærke blå/lilla farve. De findes dog også i hvide, lilla, lyseblå og lyserøde. Der findes mange arter af perlehyacinter, som alle blomstrer i foråret.
Perlehyacinter er lette at få til at trives og de klarer sig godt i både bede og krukker rundt om i haven eller på terrassen.
I denne artikel kan du læse alt om dyrkning og pasning af perlehyacinter, herunder planteguide, placering, jordforhold og vanding.
Almindelige sorter af perlehyacint
- Almindelig perlehyacint, Muscari botryoides: Denne sort har runde og tætsiddende blomster med hvid kant. De findes både i blå, lyserød og hvid, og de blomstrer i marts-april.
- Bredbladet perlehyacint, Muscari latifolium: Denne sort blomstrer med mørkeblå blomster i maj måned.
- Armensk perlehyacint, Muscari armeniacum: Det er den sort de fleste forbinder med perlehyacinter. Sorten har en flot mørkeblå farve med hvid kant, og blomstrer i april.
- Persisk perlehyacint, Muscari aucheri: Sorten har kraftigt duftende tofarvede blomster, der changerer fra lyseblå/hvide i toppen og mørkeblå i bunden. De blomstrer i april.
- Duskhyacint, Muscari comosum: Denne sort har fjerlignende violette blomster, der blomstrer i maj-juni.
Placering af perlehyacint
Perlehyacinter er ikke krævende når det kommer til placering. De trives godt i almindelig veldrænet havejord og en solrig placering. Jorden må ikke være for våd, da de, som andre blomsterløg, er følsomme overfor fugt og let rådner i våd jord.
Sådan lægger du perlehyacintløg
Perlehyacingløg skal lægges i efteråret fra september-oktober, inden frosten kommer. Jo tidligere de lægges, jo bedre betingelser har de for at etablere sig i jorden inden frosten sætter ind, hvilket giver en bedre blomstring i det følgende forår. Hvis vinteren er mild, spirer perlehyacinterne allerede i løbet af vinteren og står grønne frem til foråret, hvor de fine blomster dannes.
Perlehyacinter trives godt i både bede og krukker, og uanset hvilken du vælger, er fremgangsmåden for at lægge løgene som følger:
Trin for trin-guide til at lægge perlehyacintløg:
- Grav et hul til hvert løg, som er ca. 3 x løgets længde. Det er typisk omkring 10 cm.
- Tilfør evt. dræn i form af grus, hvis jorden er meget tung og leret
- Læg løget i bunden af hullet med spidsen op.
- Fyld hullet op med jord, og vand
- Fyld eventuelt mere jord på, hvis den er sunket ned efter vanding
- Tryk jorden godt fast
Perlehyacinter er som andre blomsterløg flotte at sætte i grupper, men husk en planteafstand på ca. 10 cm.
Sæt gerne perlehyacinter sammen med andre forårsblomster som tulipaner, anemoner og narcisser for et farverigt bed.
Pasning af perlehyacinter
Perlehyacinter er generelt meget nøjsomme og lette at få til at trives. Vand dem med jævne mellemrum, hvis det er et tørt forår, ellers burde den mængde nedbør vi typisk har i Danmark være vanding nok. Hold øje med jorden.
Giv dem gerne lidt almindelig blomstergødning for at fremme blomstringen, men dette er ikke nødvendigt.
Når perlehyacinterne er afblomstret, er det en god idé at klippe de visne blomsterstande af, men at lade stilke stå, så der dannes ny energi i løget til sideløg og næste års blomstring.
Hvis du lader blomsterstandene stå, vil de producere nye frø, som vil sprede sig til flere perlehyacinter. Du kan også så frøene selv, hvis du ønsker at vælge, hvor de nye perlehyacinter skal være.Vær opmærksom på at perlehyacinter fra frø ikke vokser lige så hurtigt om løg, så der kan godt gå 3-4 år før frøplanterne dukker op.
Perlehyacinter kan godt tages indenfor i krukker men de dør hurtigt, hvis det er for varm. Giv dem derfor en let kølig placering i fx en vinterhave eller udestue for at få dem til at holde så længe som muligt.
Perlehyacinter er vinterhårdføre og skal derfor ikke graves op til vinteropbevaring.
Deling af perlehyacinter
Perlehyacinter formerer sig både ved frø og sideløg. Sideløgne er den hurtigste måde at få nye perlehyacinter på.
Deling skal ske i det tidlige efterår. Grav løgene op ca. hvert 3-4 år og tag sideløgene af. Nu kan både sideløg og de gamle lægges igen.
FAQ
Hvordan spreder perlehyacinter sig?
Perlehyacinter spreder sig via sideløg, mens nogle arter også sætter frø på blomsterstandene.
Kan man plante perlehyacinter ud?
Ja, perlehyacinter trives bedst udenfor. Man kan sagtens købe blomstrende perlehyacinter hos blomsterhandleren, og plante dem ud i haven efter blomstring.
Er perlehyacint flerårig?
Ja, perlehyacinter er flerårige og skal ikke graves op om vinteren.
Velkommen hos Blomsterverden
I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver.
Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.
Bliv inspireret
Se alleHavereportage fra Lars Wildes have
Rose sygdomme - Sådan bekæmper du sygdomme i roser