Viser 10 ud af 10
Omkring juletid står Amaryllis provokerende prangende på en høj, kraftig stilk og gør sig til med sine fantastiske blomster, der vender mod alle fire verdenshjørner. Blomsten blev derfor kaldt “de 4 verdenshjørner” før i tiden. I dag florerer flere navne, men det skal ikke tage fokus fra den elegante og imponerende blomst, der samtidig er meget nem at dyrke. Så byd julen velkommen, når blomsterne folder sig ud med et farverigt brag.
Kendetegn
Kært barn har mange navne; Amaryllis, Ridderstjerne, De 4 Verdenshjørner og deres botaniske navn Hippeastrum.
Navnet kommer af det græske hippos; hest, da de to blade, der omslutter blomsten på et tidspunkt minder om et hestehoved.
Det danske navn Ridderstjerne henviser til blomsternes stjerneformede blomster.
Amaryllis er en flerårig løgvækst, der kommer fra de subtropiske og tropiske dele af Nord- og Sydamerika. Den har sin naturlige blomstring om vinteren, hvorfor vi kan glædes over den ved juletid.
Det får tykke og lange blade, 5-7 cm brede og 60-80 lange. Løget kan producere 1-2 kraftige stilke med fire blomster, sjældnere op til 6 stks. Det er tragtformede blomster, der kan blive helt op til 25 cm i diameter. Jo større løget er, jo større chance er der for at der kommer flere blomsterstilke.
Farverne spænder vidt fra hvid med grøn over det orange og røde spektrum og selve blomster fra bløde fyldige blade til skarpe stjerner.
Vær opmærksom på at planten er giftig for både mennesker og dyr!
Hvornår blomstrer amaryllis?
Løgene, der blomstrer ved juletid er behandlet, så de kan drives i blomst omkring juletid. Men egentlig kan de drives, når du sætter dem i jorden, så man kan selv vælge.
Normalt blomstrer vores løg fra december - marts.
Hvornår sættes amaryllis?
Løgene blomstrer efter 8-10 uger. Skal de i blomst til jul, så sæt dem i oktober-november.
Placering
Amaryllis dyrkes som regel indenfor i en potte.
Da nogle af sorterne bliver høje med tunge blomsterhoveder, kan der med fordel vælges en tung potte eller puttes sten i bunden.
En høj koncentration af lys og varme kan haste blomstringen både i gang og igennem. Dvs. potten kan placeres køligere for at forlænge blomstringen.
Sådan plantes amaryllis
Når løget modtages er det i dvale. Det betyder det skal vækkes. Det gøres ved at sætte rødderne, men IKKE løget, i lunkent vand natten over.
- Vælg en tung krukke, der er ca 2-3 cm bredere i diameter end løget. Huskereglen er, at der skal kunne være to fingre mellem løg og potte. Hvis du vælger en for stor potte – så risikerer man at overvande løget.
- Læg et lag dræn i bunden, fx leca-kugler eller sten, der også giver tyngde.
- Fyld op med god pottemuld.
- Plant løget, så det er halvt dækket af jord.
- Fugt jorden, ikke vand det vådt, - stil det herefter i vindueskarmen, gerne lidt varmere end almindelig stuetemperatur, evt. over en radiator, så bliver løget hurtigere vækket fra dvalen.
Pasning af amaryllis
Hastigheden af løgets blomstring kan påvirkes ved at skrue op og ned for lys og varme.
De første uger vandes forsigtigt og kun en smule mere, når de grønne blade titter frem. Inden bladene dukker frem behøver de ikke meget lys. Når knoppen åbner sig, begynder drivningen og der kan der vandes igen. Lad endelig jorden tørre mellem dine vandinger. Hvis det får for meget vand, kan blomsterstænglen blive for lang og ustabil. De må heller ikke soppe i vand, da man kan risikere løget rådner.
Gødning behøves ikke.
Når blomstringen begynder holdes en stuetemperatur, så den får en god blomstringsevne.
Drej urtepotten nu og da, så stænglen ikke bøjer sig for meget mod lyset. Sorterne med de store blomster kan have brug for plantestøtte. Da blomsterne ikke blomstrer samtidigt, varer den samlede blomstringsperiode ret lang tid.
For at forlænge blomstringen kan potten stilles køligere eller i udestue om natten.
Når en stængel er afblomstret, kan den afskæres, da der kan komme flere stængler.
Når løgene har blomstret færdig, kan de gemmes køligt, og gemmes til næste efterår/vinter, hvor de kan blomstre igen.
Sådan får du amaryllis til at blomstre igen
Amaryllis gennemgår 3 forskellige vækstperioder; en vegetativ periode, en hvileperiode og en blomstringsperiode.
En vegetativ periode
Fra omkring april startes med vand og lidt gødning hele sommeren og frem til slut september. Skær ikke bladene af, da de bruges til at trække kraft ned til løget.
Har man planten indenfor passes den som en almindelig potteplante, men den kan også sættes ud i haven om sommeren, gerne i sol eller halvskygge. Løget kan blive bagt igennem men må hverken tørre ud eller stå og soppe i vand, da det ellers rådner.
En hvileperiode
I løbet af august/efteråret tages planten ind, de tåler IKKE frost, og stil den et køligt, mørkt og tørt sted. Stop med vanding og gødning og lad løget hvile inden det skal drives igen når det ønskes. Amaryllisløg kræver en hvileperiode på 2,5-3 måneder, før blomsterknoppen udvikles.
Blomstringsperiode
Så er du klar til at drive løget igen som ovenstående.
Vær dog ikke bekymret hvis plantens blomstring ikke er så imponerende som ved nyindkøbte løg, da de behandles professionelt.
Formering
Amaryllis formeres både ved frø, stiklinger og sideløg, men de to første typer er omstændige for den almindelige haveejer, da vi ikke har det optimale klima for planten. Sideløgene kan lirkes af hovedløget og plantes for sig under hvileperioden.
Løg af amaryllis nyder ikke ompotning, så ompot ikke mere end hvert 3. år.
I buketter
Amaryllis er smukke både i urtepotter godt støttet af blomsterpinde eller som hyacinter, hvor kun rødderne står i vand. Dog er højden en udfordring, da den kan få overbalance. Sker det er de også smukke afskåret i vase. Amaryllis holder sig ganske længe som skæreblomst. Uanset hvad er Ridderstjerne, Amaryllis eller de 4 verdenshjørner en opsigtsvækkende blomst perfekt til at blive beskuet.