Liljer - Guide til planting og pasning af liljer
Plantevejledninger
Sommerblomster

Liljer - Guide til planting og pasning af liljer

Frederikk Jensen
Skrevet af Frederikk Jensen - 03-05-2024

Liljer er kendt for deres elegante og farverige blomster med et eksotisk udseende. Liljer er ofte forbundet med en kraftig duft, som deler vandene. Nogle elsker den og andre hader den. Men der findes heldigvis også ikke-duftende varianter, så enhver kan få glæde af de smukke blomster.

Liljer har desværre fået ry for at være besværlige at dyrke, men udover vand og gødning i vækstsæsonen er de meget nøjsomme. 

I nedenstående artikel kan du læse meget mere om plantning og pasning af liljer, så du kan få succes med den eksotiske blomst.

Liljesorter

Liljeslægten består af mere end 75 arter. Nedenfor gennemgår vi nogle af de mest populære.


Orientalsk lilje er kendetegnet ved deres store og kraftigts duftende blomster. De findes i mange forskellige farver, også tofarvede. De er ofte højere end fx de asiatiske varianter og blomstrer sent på sommeren eller i starten af efteråret. 


Asiatisk lilje kendes på deres kraftige og dristige farver. De fås i mange spændende nuancer af orange, gul, pink, hvid og rød. Blomsterne er ikke lige så trompetformede som andre liljearter. De blomstrer tidligt på sæsonen. 


Trompetliljer/Aurelian Lilies har lange, trompetformede blomster med en kraftig duft. De findes i flotte nuancer af hvid, orange og gul og blomstrer fra midten af sommeren. 

Tigerliljer kendes let på deres plettede kronblade, som adskiller dem fra de øvrige varianter. Blomsterne er store, nedadvendte og typisk orange eller røde med brune pletter. Tigerliljer blomstrer fra midten til slutningen af sommeren. 



Dagliljer bliver ofte sat sammen med andre liljer selvom de ikke er ægte liljer. Dog ligner dagliljen originalen så meget, at der er svært at se forskel. De har store trompetformede blomster i mange farver. De er meget hårdføre og sætter mange blomster, som dog kun blomstrer en enkelt dag. Fordi den sætter så mange knopper, blomstrer den alligevel gennem hele sommeren.



Plantning af liljer

Liljer er mest krævende når det kommer til placering. Blomsterhovederne skal helst stå i fuld sol, mens bunden gerne vil have skygge. Det kan næsten lyde umuligt, men ved at lægge dækbark omkring bunden eller plante lavere planter omkring liljen, kan det imødekommes på en fin måde.

Årsagen til at bunden helst skal stå i skygge er, at liljer ikke tåler udtørring, og en placering i fuld sol vil gøre den meget vandkrævende.


Liljer kan både dyrkes i bede og krukker og trives godt begge steder. Krukkerne er lette at flytte rundt på og evt. tage ind for vinteren, men de fleste liljer er vinterhårdføre og kan derfor blive i jorden. Udover at pryde blomsterbedet er liljer også fantastiske i buketter, hvor de holder længe.

Sådan planter ud liljer - trin for trin guide:

Det er bedst at plante liljer i foråret, hvor de kan sættes direkte i jorden. For en tidligere blomstring kan man også forkultivere løgene i det tidlige forår og plante dem ud senere.


  • Start med at grav et hul, der er ca. tre gange så dybt som løgets længde. 
  • Læg  ca. en håndfuld grus og en håndfuld sand ned i bunden af hullet.
  • Læg liljeløget i bunden af hullet med spidsen op ad.
  • Put en håndfuld sand ovenpå løget. Sand og grus i bunden af hullet og omkring løget er med til at sikre at overskydende vand kan løbe væk.
  • Fyld nu hullet med jord og hæld lidt vand over.
  • Tryk jorden godt fast med hænderne.

Liljer kan sagtens stå alene men er også meget flot i grupper. Hvis du planter flere liljeløg sammen, skal der være en planteafstand på 20 cm. 

De fleste liljer blomstrer ca. 12 uger efter de er blevet plantet.

Pasning af liljer

Som tidligere nævnt kræver liljer ikke meget pasning i vækst- og blomstringsperioden, udover vand og gødning. Når planten visner ned, bør du klippe stænglerne ned til et par centimeter over jorden.

Jord til liljer

Liljer skal have næringsrig og veldrænet jord for at trives. Jorden skal holdes fugtig i vækstperioden, men tør om vinteren, så løgene ikke rådner. Derfor er det meget vigtigt at plante liljer, hvor der er godt dræn i jorden, så vand kan løbe ordentligt fra. Danske haver får ofte meget vand i efterår og vinter, så husk sand og grus når du planter dine liljer.


Vanding og gødning af liljer

Liljer skal have godt med vand og også gødning i vækstperioden som løber over forår og sommer. Det betyder, at jorden skal vandes jævnligt og oftere i varme og tørre perioder. Liljer tåler ikke udtørring.
Tilfør gødning jævnligt og gerne organisk gødning i små doser ad gangen. 

 

Frostfølsomme liljer

Liljer er som udgangspunkt vinterhårdføre men de skal alligevel beskyttes mod frosten. De skal altså ikke graves op og vinteropbevares, men dæk jorden til med fx blade og granris for at beskytte liljeløgene mod den hårdeste frost.
Hvis du har dyrket liljer i krukker, anbefaler vi at tage krukkerne ind i et køligt skur eller i drivhuset, hvor det holder tørt og frostfrit. Hvis du følger disse retningslinjer, kan du bruge liljerne som flerårige stauder.

 Deling af liljer

Liljer formeres let ved at dele løgene hvert 3. år. De skal helst have fred de første par år efter udplantning, så de vokser sig store og stærke. Liljeløg ligger ofte meget tæt, hvilket de ikke kan lide, så derfor er det en god idé at vedligeholde delingen hvert 3. år. 


 Skadedyr og sygdomme hos liljer

Liljen er ret modtandsdygtige overfor skadedyr og sygdomme, men der er et enkelt skadedyr; den røde liljebladsbille, som kan volde stor skade og give enhver liljeejer grå hår. Den spiser både blade og blomster på liljerne, så det er ikke en bille man har lyst til at få i haven. Den bedste måde at bekæmpe den på er, ved at fjerne liljebladsbillen ved håndkraft når man ser den. Gå gerne dine liljer efter dagligt, hvis den først er angrebet. 


FAQ

Er liljer vinterhårdføre?


Liljeplanter er vinterhårdføre men frostfølsomme, så vi anbefaler at dække jorden over blomsterløgene til med granris eller blade.

Er liljer flerårige?


Ja, liljer er flerårige, hvis de beskyttes mod den værste frost, så kan de sagtens overleve den danske vinter og komme op år efter år.

Er liljer en staude?

Nej, liljen er egentlig ikke en staude, men en løgplante. Den er dog flerårig og kan derfor bruges som en staude i haven.

Hvornår skal man klippe liljer ned?

Liljeplanter kan med fordel klippes ned når den visner. Her klippes de visne stængler ned til et par centimeter over jorden og planten dækkes med blade eller granris som beskyttelse mod frosten.

Velkommen hos Blomsterverden

I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver. 

Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.

Vores historie