Kejserkrone - Guide til dyrkning og pasning af kejserkrone
Kejserkrone, Fritillaria imperialis, er af samme familie som b.la. Vibeæg. Den stammer oprindeligt fra Iran, Himalaya og Afghanistan men trives også rigtig godt i det danske klima.
Planen kan blive helt op til 1 meter høj og får en smuk blomsterkrans i kraftige nuancer af orange, gul eller rød.
Kejserkrone kræver lidt for at blomstre. Jordforholdene skal være i orden og den har brug for gødning og vand i vækstperioden. Hvis man har mod på det, er det en meget smuk og anderledes blomst i haven. Kejserkrone har en meget kraftig og ikke flatterende lugt, og er derfor god til at afskrække uønskede dyr som fx mosegrise. Det er dog en god idé at placere den langt væk fra opholdssteder i haven, så man kan nyde synet men ikke lugten.
I denne artikel kan du læse meget mere om plantning og pasning af Kejserkrone, herunder planteguide, jordforhold, vanding og deling.
Placering af Kejserkrone
Kejserkrone trives bedst med en placering i halvskygge, men kan også stå i sol.
Det er vigtigt at jorden er veldrænet, da løgene er meget fugtfølsomme og let rådner, hvis jorden er våd.
Den er ellers ikke kræsen med jorden og trives fint i almindelig havejord.
Sådan planter du Kejserkrone
Kejserkrone skal lægges i efteråret fra september-november. Læg dem gerne så tidligt som muligt, så løgene får tid til at etablere sig i jorden, inden frosten sætter ind.
Kejserkrone skal plantes ret dybt og egner sig derfor bedst til at blive sat i bede frem for krukker. Den kan dog trives fint i en stor krukke, hvor den kan plantes dybt.
Trin for trin guide til lægning af kejserkroneløg
- Grav et plantehul der er mindst 30 cm dybt
- Læg sand eller grus i bunden for at skabe dræn
- Læg løget i, gerne lidt skråt så der ikke samles vand
- Fyld op med jord og tryk den godt fast
- Vand let og fyld evt. op med mere jord
Kejserkrone er flot at plante i grupper men husk en planteafstand på ca. 25 cm mellem hvert løg.
Sæt dem gerne sammen med andre forårsblomster som fx tulipaner og hyacinter.
Pasning af kejserkrone
Kejserkrone blomstrer i april-maj alt efter årets vejr og visner hurtigt ned igen.
For at få succes med Kejserkrone er det vigtigt at plantedybden overholdes, og at jorden er veldrænet.
Hvis jorden er meget næringsfattig, er det en god idé at tilføre gødning en gang om ugen i løbet foråret. I vækstperioden har den brug for en del vand, så hvis det er et tørt forår, bør den vandes jævnligt. Mærk gerne efter på jorden, om den er fugtig eller tør.
Når Kejserkronen er afblomstret, bør blomsterstanden fjernes, men lad stænglen stå og visne ned. Næringen fra bladene giver ny energi til løget i jorden.
Deling af kejserkrone
Kejserkrone formerer sig både ved frø og sideløg. Frøene er dog flere år om at vokse op, så det er klart hurtigst at bruge sideløgene til at få flere Kejserkrone i haven. Kejserkrone er desuden en steril plante og derfor skal man selv udi at bestøve blomsterne
Kejserkrone skal ikke graves op for tit, da den bedst kan lide at stå uforstyrret. Dertil ligger løgene så dybt i jorden at det ikke er lige til at grave dem op.
Når de skal graves op skal det gøres i efteråret efter afblomstring, så de nye såvel som gamle løg kan lægges i jorden med det samme.
FAQ
Hvornår sætter man Kejserkrone?
Kejserkrone skal som de fleste andre blomsterløg sættes i efteråret fra september til november. Læg løgene så tidligt som muligt, så de kan nå at etablere sig i jorden inden vinteren rammer.
Kan man så frø fra Kejserkrone?
Man kan godt så frø fra Kejserkrone men det er en omstændig og besværlig proces. Planten er steril og skal derfor bestøves manuelt. Dertil er frøene længe om at vokse sig til planter.
Er Kejserkrone flerårig?
Ja, Kejserkrone er flerårig og kommer igen år efter år under de rette forhold.
Er Kejserkrone giftig?
Ja, Kejserkrone er giftig og bør håndteres med forsigtighed.
Velkommen hos Blomsterverden
I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver.
Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.
Bliv inspireret
Se alleHavereportage fra Lars Wildes have
Rose sygdomme - Sådan bekæmper du sygdomme i roser