Hortensia - Sådan planter og passer du hortensia
guides
Plantevejledninger
Stauder

Hortensia - Sådan planter og passer du hortensia

Frederikk Jensen
Skrevet af Frederikk Jensen - 20-02-2025

Hortensia er elsket i haven for sine overdådige blomsterstande i smukke farver. Den blomstrer hele sommeren og frem til efteråret, hvis bare den får nok vand og masser af næring. Hvis din hortensia får lov til at sprede sig i et bed, kan den hurtigt blive til en stor og smuk busk, som giver masser af liv til haven med smukke blomsterkugler i hvide, blå eller lyserøde nuancer.

Der findes flere forskellige sorter af hortensia, som har forskellige egenskaber, så der er rig mulighed for at vælge lige præcis den type, der passer til din have.

Hortensia er elsket verden over af haveejere, og er meget nem at dyrke, også for den helt grønne haveejer. Men der er alligevel et par ting som fx jordens sammensætning, vanding og beskæring, man skal være opmærksom på, for at sikre at planten trives så godt som muligt.

I nedenstående artikel kan du læse meget mere om bl.a. plantning, pasning, gødning og vanding af hortensia, så du bliver godt rustet til at få succes med dine egne hortensia. 

Hortensiasorter

Der findes mange forskellige sorter af hortensia men nedenfor kan du læse mere om de mest gængse varianter i danske haver:

  • Klatrehortensia: Får flotte hvide blomster i ‘flade’ klaser, og skal placeres op ad med mur eller et hegn, som den kan vokse opad.

  • Havehortensia –  hydrangea paniculata – kaldes også for Syrenhortensia fordi blomsterstandene er kegleformede som ved syrener. Syrenhortensia er som regel hvide eller limegrønne i blomsterne, som senere i sæsonen skifter til lyserød. 

  • Træagtig hortensia – Hydrangea arborescens, har en vild vækstform og en meget rig og flot blomstring med store blomsterhoveder.

  • Egebladet hortensia har flotte egeformede blade og kegleformede blomsterstande i hvid.. Farven ændrer sig om efteråret, så de bliver mere orangerøde.

  • Hortensia macrophylla – den mest normale og velkendte hortensia, som fås i mange forskellige farver. Den er god både i havebed og krukker, og så er sorten med hårdfør. Den blomstrer både på de evt. overvintrende gamle grene og på de nye skud, der dannes i foråret.

  • Hydrangea aspera: Kaldes også for Fløjlshortensia. Den sætter meget fine lyslilla blomster, hvor standene er ‘flade’ ligesom på klatrehortensia.

Plantning af hortensia

Hortensia er en nem plante, også når det kommer til selve plantningen. De købes som regel blomstrende i potter eller som barrodsplanter.

Begge dele kan plantes ud hele året, så længe jorden ikke er frossen. Man skal dog være opmærksom på, at de forskellige årstider kræver mere eller mindre vanding.


Hvis du planter dine hortensia i foråret, kræver det mere vand og næring at få planten til at trives godt. Plantning i sensommeren eller starten af efteråret mens jorden er fugtig og lun, giver mere optimale forhold, og kræver mindre pasning.

Sådan gør du - trin-for-trin guide:

  • Sæt rodklumpen i en spand med vand i ca. 30 minutter inden udplantning

  • Grav et plantehul, der er stort og dybt nok til at rodklumpens overflade flugter med jordens overflade.

  • Fyld hullet ca. 2/3 op med jord og hæld så vand på til toppen

  • Fyld derefter resten af hullet med jord, når vandet er trukket ned og vand endnu en gang.

  • Tryk jorden let fast med hænderne

Hortensia skal gerne stå i halvskygge, men kan også trives i fuld sol, så længe de får masser af vand. Sørg gerne for at plante hortensia et sted med læ, da de er sarte over for kraftig blæst.

Hvis du ønsker at plante flere hortensia sammen, er det vigtigt at tage højde for de forskellige sorter. Nogle af dem vil meget gerne brede sig og bliver til store buske, hvis de får plads til det. Som udgangspunkt kan man sætte 1-2 planter pr. m2.

Hortensia i krukke

De fleste hortensiasorter trives godt krukker, men det er vigtigt at sikre at den får nok vand. Derudover er det en god idé at tage den op af krukken hvert forår, og klippe rødderne lidt tilbage, samt tilføje ny jord for ekstra næring.


Hvis du planter hortensia i krukker, bør du være ekstra opmærksom på den om vinteren. Faktisk skal de helst opbevares et frostfrit sted vinteren over eller dækkes helt for at undgå frostskader.

Jordforhold til hortensia

Selvom hortensia ikke direkte er en surbundsplante, trives den alligevel bedst, hvis jorden er let sur, kalkfri og muldrig.

Det er også værd at holde sig for øje, at jordens ph-værdi påvirker farven på dine hortensiaer. For at få blå hortensiaer, skal jorden fx være mere sur. Det kan du læse mere om længere nede i artiklen.

Vanding af hortensia

Alle hortensiasorter er vandkrævende og skal helst stå i fugtig jord -særligt når de er nyplantede. På solrige og varme dage er det godt at vande grundigt og længe én gang, i stedet for sjatvanding. 

Hortensia kan dog ikke tåle at stå i vand i lang tid ad gangen, da rødderne kan rådne. Derfor handler det om at finde en balance og holde øje med plantens trivsel. Stik gerne en finger i jorden og mærk fugtighedsniveauet inden du vander, så du får en idé om, hvor meget vand den kan trække.  

Sådan ændres blomsternes farve

Som tidligere beskrevet, ændrer farven på hortensiaer sig efter jordens surhedsgrad. Men vandingen har også en stor betydning. Den blå hortensia, bliver bleg, og bliver mere rosa hvis du vander med almindeligt kalkholdigt vand fra vandhanen. Det bedste du kan bruge er regnvand. De hvide og rosa hortensiaer kan med fordel vandes med kalkholdigt vand fra vandhanen, som vil fastholde og fremhæve deres farver i længere tid.

Hvis du har svært ved at holde farven på dine blå hortensia, kan du ‘snyde’ dig til den med et præparat der hedder ‘Blå kur’. Det indeholder aluminiumsulfat, som er med til at holde den blå farve. Derudover kan du også sikre farven ved at bruge den rigtige gødning, som du kan læse mere om under ‘Gødning af hortensia’.

Beskæring af hortensia

Hortensia har ikke behov for kraftig beskæring og skal faktisk kun beskæres, hvis det er meget nødvendigt, fx pga. størrelsen.

Beskæring kan påvirke næste års blomstring, og derfor er det vigtigt at beskære med omtanke, hvis man kaster sig ud i det. 

Der er også forskel på hvornår du kan beskære hortensia alt efter hvilken type de er. Almindelig hortensia, blomstrer på endeskud, der er dannet året før, og her er det bedst at beskære om foråret inden blomstringen. Hvorimod havehortensia har bedst af at blive beskåret om efteråret, når blomstringen er ovre, da de danner blomsterne på endeskud, som er dannet samme år,

Visne grene og blomsterstande skal fjernes fra hortensiaen, men det er en god idé at vente med at klippe de visne blomsterstande af til om foråret, da det beskytter planten mod frostskader om vinteren. De visne stande kan også være ret dekorative, da de ofte tørrer hele og besvarer deres form og til dels også farve.

Pasning af hortensia

Hortensia har generelt ikke brug for meget pleje, men i starten efter udplantning vil den gerne have det ekstra godt. Her er det vigtigt at sørge for tilstrækkelig vanding og næring, så den får de bedste vækstbetingelser. Når den er blevet mere etableret og rodnettet har fået godt fat, er det selvfølgelig vigtigt at vedligeholde.

Overvintring af hortensia

Mange hortensia er vinterhårdføre og klarer sig fint gennem vinteren, mens andre sorter har godt af at blive dækket og skærmet for den værste frost, så de ikke får frostskader. De vinterhårdføre sorter er alle af Hortensia macrophylla-typen, som også er den mest almindelige.

Andre sorter kan med fordel dækkes med granris når frosten kommer, så de er beskyttet.

Gødning af hortensia

Noget af det bedste, du kan gøre for at få din hortensia til at trives, er at gøde den både forår og efterår. I vækst- og blomstringsperioden er det en god idé at give flydende gødning med et lavt indhold af kvælstof. Hvis gødningen indeholder for meget kvælstof, vil hortensiaen sætte flere blade i stedet for blomster.

For at vedligeholde farverne på dine hortensia, bør gødningen tilpasses til farverne.  Hvide og lyserøde hortensia bør gødes med NPK 25-10-10, mens blå hortensiaer gerne skal have NPK 25-5-30 eller NPK 5-1-6. Basisk gødning giver rosa blomster og syreholdig gødning giver blå blomster. En mere neutral jord vedligeholder de hvide blomster.

Hvis din hortensia mangler næring vil du bl.a. kunne se det ved at bladene bliver gule.


Sådan laver du stiklinger fra hortensia

Der er forskellige måder at lave stiklinger fra hortensia på. Den nemmeste er at dele moderplanten eller tage nogle træagtige stiklinger, når bladene er faldet af. Plant stiklingerne i en potte med muldjord eller spagnum. 

Du kan også klippe et par nye skud fra din hortensia og plante dem i en potte. Efter plantning er det vigtigt at sætte potten et sted med høj luftfugtighed, som fx et drivhus. Hvis du ikke har et drivhus, kan du sætte en pose rundt om potten med stiklinger, husk blot at der skal være huller til luft.

Pas stiklingerne til de begynder at gro og plant dem derefter ud i haven.

Sygdomme og skadedyr i hortensia

De fleste hortensiaer er hårdføre overfor skadedyr og er derfor nemme at passe. Der kan dog alligevel opstå problemer som du bør være opmærksom på:


Gule blade

Hvis din hortensia begynder at få gule blade kan være tegn på at den har fået for meget vand og derved har fået fortyndet næringsstofferne i jorden så meget at planten mangler næring. Dette kan løses ved at give planten en omgang gødning.


De gule blade kan også skyldes at planten mangler jern - dette sker typisk hvis jordens ph-værdi er for høj. Brug en ph-måler til at undersøge jorden. 


Ingen blomsterstande

Hvis din hortensia ikke blomstrer skyldes det højst sandsynligt at den ikke har nok næring i jorden eller at gødningen har været for kvælstofholdig, så planten har brugt energien på at sætte en masse blade i stedet for. 

FAQ

Skal hortensia klippes ned?

Hortensiaer skal kun klippes ned hvis det er meget nødvendigt. En hård beskæring vil gøre planten mere følsom over for frostskader.

Hvad gør man med hortensia om vinteren?

Yngre planter kan man med fordel dække til med granris på jorden men ældre planter er vinterhårdføre og kan sagtens stå ude. Hvis du har hortensia i krukker skal de stå en frostfrit sted vinteren over.

Hvor langt skal hortensia klippes ned?

Medmindre du har behov for klippe din hortensia ned for at den ikke breder sig for meget, så er det blot visne grene og blomster stande der skal fjernes. Den skal altså ikke klippes langt ned.

Hvorfor kommer der ingen blomster på min hortensia?

Hvis der ikke kommer blomster på din hortensia kan det skyldes at du har gødet med en gødning med meget kvælstof, som har fået planten til at sætte mange blade i stedet for blomster.

Hvad er forskellen på hortensia og havehortensia?

Havehortensia er større og kan kun være i haven. Almindelig hortensia (Hydrangea macrophylla) kan stå både inde og ude.

Er alle hortensia flerårige?

Det korte svar er ja. Hvis de bliver passet rigtigt med den rigtige jord, vanding og gødning, så vil du kunne nyde de flotte blomster år efter år.

Kan hortensia stå i fuld sol?

Hortensiaplanter har bedst af at stå i halvskygge, men kan godt tåle fuld sol. Det kræver bare meget vanding.

Kan hortensia stå i skyggen?

Hortensiaer skal gerne have sol men tåler halvskygge.

Hvornår skal man klippe visne blomster af hortensia?

Det er bedst at klippe de visne blomster af hortensia i foråret.

 

Velkommen hos Blomsterverden

I 2024 fejrer vi 20 års jubilæum, og det markerer vi med en opdatering af vores hjemmeside og brand. I to årtier har Blomsterverden stået for at være den farverige nichebutik for bl.a. løg, knolde, frø og planter på nettet, og sammen med jer skabt tusindevis af skønne haver. 

Vi glæder os til at vise dig endnu mere af, hvad vi har i vente.

Vores historie