Calla - Guide til dyrkning og pasning af Calla
De smukke eksotiske Callablomster er kendt for deres farvestrålende og elegante blomster i forskellige farver, hvor særligt de hvide ofte bruges til bryllupper eller begravelser.
Calla Zantedeschia kommer fra Sydafrika og er derfor vant til et tropisk og fugtigt klima. Derfor har de desværre også fået ry for at være besværlige at dyrke i Danmark, men det behøver de slet ikke at være.
I denne artikel kan du læse alt om dyrkning og pasning af Calla, så du kan få succes med dem i din egen have.
Callaslægten har 8 forskellige arter, og de fleste der dyrkes under danske himmelstrøg er hybrider.
Callaer er flerårige og dyrkes fra knolde eller rhizomer. Hvis de dyrkes udenfor, skal de graves op i efteråret og opbevares frostfrit gennem vinteren, hvorefter de kan plantes igen i foråret.
Sådan planter du Calla - trin for trin guide
Calla kan både plantes i krukker og bede og kan dyrkes hele året i krukker indendøre. Skal de plantes udendørs, gøres det i foråret, når risikoen for frost er ovre. For en tidligere blomstring kan knoldene forkultiveres i fx drivhuset i det tidlige forår (februar-marts), men de kan også sagtens sættes direkte i jorden i slut april/maj.
- Grav et plantehul der er ca. 7-10 cm dybt
- Læg knolde med 20- 30 cm mellemrum
- Knoldene skal lægges med grotoppen opad
- Dæk med jord så knolden kun lige akkurat er dækket
- Vand let, så jorden kun er lidt fugtig
- Hvis du har sat knolde i potter sættes de lyst ved 12-18 grader
- Når knoldene spirer, kan du vande igen
Calla blomstrer fra juli til september.
Placering af Calla
Calla er meget alsidige når det kommer til placering. De kan både plantes som potteplante indendørs, i drivhuset eller udendørs i bede eller krukker.
Calla skal have en lys placering og gerne med fuld sol. De hvide Callaer kan godt lide at stå fugtigt, men de andre farver bedre tåler at tørre lidt ud mellem vandinger.
Dyrkes Calla indenfor som potteplanter, skal de helst ikke have direkte sol i vindueskarmen men gerne køligere inde i rummet - det vil få blomsterne til at holde længere. Vælg gerne farvede sorter til som potteplanter, da den tørre luft indenfor ikke er god for de hvide sorter, der elsker fugt.
Plant dem i næringsrig og veldrænet jord.
Pasning af Calla
Calla kræver ikke meget når det kommer til pasning. Når de er kommet godt igang med at vokse, gødes der ved hver vandning. Når blomstringen er gået i gang, skal de kun gødes hver 14. dag. Husk at de hvide Calla skal have mere vand end de andre farver for at trives.
Hvis du dyrker Calla udenfor, så husk at beskytte planterne mod snegle, da sneglene elsker dem.
Visne blomster og blade skal gerne fjernes løbende for at fremme og forlænge blomstringen.
Calla er generelt ikke vinterhårdføre, selvom de hvide sorter tåler mere end de andre. Det er mest sikkert at grave dem op til vinteropbevaring, hvis man vil sikre sig at de kan blomstre igen året efter.
Formering af Calla
Calla formerer sig ved sideskud og frø. Frøformering er dog en besværlig løsning og ofte når de ikke at modne i vores kølige klima.
Calla knolde er vanskelige at dele. Derfor er det nemmest at skære sideknoldene af og plante dem for sig selv i potter eller bede.
Calla i buketter
Calla er eminente som snitblomster og bruges flittigt i buketter af blomsterhandlere verden over.
Udover deres elegante udseende og mange forskellige farver, holder de også meget længe i vasen. Faktisk op til 2 uger, hvis de passes rigtigt.
Her er det vigtigt at huske at de kun skal have et par cm vand i vasen og at skifte vandet ofte. Put gerne lidt citronsaft eller sukker i vandet for at give de eksotiske blomster ekstra næring.
Når du plukker Calla, så vent til de er helt åbne, da de ellers ikke åbner sig senere. Klip gerne lidt af det nederste hvide på stilken med, da de fine blomster holder længere.
Husk at hele planten er giftig.
FAQ
Hvordan skal en Calla passes?
Calla kræver ikke anden pasning end gødning og vanding. I vækstsæsonen gødes ved hver vanding, mens der under blomstringen kun gødes hver. 14. dag.
Kan en Calla overvintre?
Callaens knolde skal graves op om vinteren og opbevares frostfrit, hvis de dyrkes udenfor eller i uopvarmet drivhus. De eksotiske blomster tåler ikke frost.
Kan Calla tåle frost?
Nej. Calla tåler ikke frost.
Hvornår blomstrer Calla?
Calla får blomster i juli og blomstrer helt frem til slut september.
Hvorfor rådner min Calla?
Der kan være flere årsager til at Calla rådner. Hvis det er lige efter plantning, er det ofte fordi knoldene har fået for meget vand, hvilket får hele planten og knolden til at rådne.
Hvis det er i vækstsæsonen, kan det være grundet en forkert gødning med et for højt indhold af kvælstof.