Blomster – en udødelig trend i modeverdenen

De fleste kan nok være enige om, at blomster er et symbol på skønhed. Vi bruger blomster udendørs til at pryde vores haver og indendørs i fine vaser. Og så bruger vi blomster i motiver og mønstre til at udsmykke alverdens genstande såsom møbler og beklædning.

Noget af det, der gør blomster så smukke, er de klare farver og variationerne blandt de forskellige blomstersorter. Mens modetrends hele tiden skifter, har blomsten som symbol været mere eller mindre tidløs gennem mange århundrede. De første blomsterprint på beklædningsgenstande siges at stamme fra Asien, hvor man udsmykkede eksklusive silkedragter med pæoner. Denne trend fra Asien bredte sig derefter til Vesten og resten af verden. Pæoner er stadig populære i dag – både som motiver og mønstre på tøj samt udenfor som nogle af havens smukkeste stauder.

Tidløs mode – blomsterprint

Selvom moden hele tiden ændrer sig, er blomsterprint en mere eller mindre konstant. Det skyldes måske, at blomsterprint både kan være farverigt og afdæmpet. I de senere år har blomster også vundet mere og mere indpas i herretøjsafdelingen, hvor det førhen mest var at finde blandt feminin damemode.

Smukke blomstrede kjoler i alverdens afskygninger er en klassiker, uanset hvilken alder du har. Forskellige farver og blomstersorter skaber et hav af muligheder, så du kan finde et udtryk, der passer til din stil. Kombinerer du et gennemgående blomstertryk med en lang og flowy lyserød kjole, vil blomsterne understrege det ultrafeminine look. Hvis blomsterne i stedet optræder som en mindre detalje på eksempelvis en kort, sort kjole, vil udtrykket være et helt andet.

Blomster er også at finde på diverse accessories. Det kan være alt fra blomstrede scrunchies, tasker og halstørklæder til øreringe, halskæder og sneakers. Uanset hvad vil blomsterne pifte ethvert outfit op. Særligt hvis selve tøjet er ensfarvet og uden mønster, vil et blomstermotiv på dine accessories være et pænt og friskt supplement.

Hvorfor elsker vi blomster?

De fleste kan blive enige om, at blomster kan løfte humøret, uanset om vi modtager en buket, iklæder os blomsterprint eller går en tur mellem blomsterbedene i haven. Men hvorfor har blomster sådan en god effekt på os og vores humør?

For det første kan en del af forklaringen være, at vi rent kulturelt har lært at forbinde blomster med netop blomsterbuketter, som er en gestus, der udtrykker betænksomhed, venskab og kærlighed. Vi giver blomster til hinanden for at sige ting som ”jeg elsker dig”, ”jeg tænker på dig”, ”tillykke” og ”tak”.

En anden del af forklaringen kan være, at vi ganske enkelt bliver gladere af at omgive os med skønhed. Blomster kan have den samme virkning på os som vores yndlingsfarve eller en smuk solnedgang. Derudover dufter de fleste blomster godt, hvilket også kan tale ind til hjernens lykkecenter, da mange af os bliver påvirket af dufte.

Uanset hvad er blomster noget, der består tidens gang. Blomster er og bliver sikkert ved med at være et symbol på både skønhed og kærlighed. Og vi kommer helt sikkert til at blive ved med at dyrke de smukke planter ude i haverne, ligesom vi bliver ved med at se blomsterprint i modeverdenen år efter år.